Et handicappet barn

Så fik han en diagnose. Nu er der ingen tvivl længere. Det <em><strong>er </strong></em>Aspergers syndrom. Flere års usikkerhed og uvished er nu forbi. Fra moren fik den første mistanke, da han var omkring 3½ år gammel, og luftede den over for pædagogerne. Børnehaven mente ikke, at der var noget galt med barnet. Ikke så galt at det krævede ekstra ressourcer til barnet. Var det opdragelsen, den var gal med? Var det moren, den var gal med? Hun havde jo haft en fødselsdepression, så … det kunne bestemt ikke udelukkes.

Det slider på én at gå med en fornemmelse, som ingen professionelle vil tage alvorlig. Men man kender jo sit barn. Ved hvordan hele hans verden kan falde sammen over en bukseknap, der er svær at lukke. En bluse der er lidt stram at få over hovedet. En klods der falder af, når han forsøger at sætte en anden klods ovenpå.

Han har altid foretrukket at lege for sig selv. Når han leger med andre, vil han helst kun lege med få børn ad gangen.  Han vil helst styre legen, for så ved han, hvordan den ender. Hvis de andre børn bidrager med input til legen, så mister han hurtigt interessen eller bliver ked af det eller vred, fordi de `tager hans leg´ fra ham. Han kan ikke overskue større grupper. Han kan ikke klare støjen og uroen. Men alt dette så børnehaven jo også. Eller de valgte at lukke øjnene. Eller overså de noget, de burde have set?

Junior <em><strong>har</strong> </em>Aspergers. Han <strong><em>er</em></strong> et handicappet barn.