Film og virkelighed

Dette indlæg kommer til at lyde rodet og uden sammenhæng. Så er I advaret på forhånd.

“Her i nærheden” er en dansk film fra 2000 med bl.a. Ghita Nørby og Thure Lindhardt i hovedrollerne. Filmen handler om en mor Fru Nielsen (Ghita Nørby) og hendes søn Brian (Thure Lindhardt), der har autisme. En aften bliver en ung pige myrdet i en nærliggende park. Meget tyder på, at det er Brian, der har begået mordet. Det er handlingen i grove træk.

For jeg har aldrig set filmen. Men jeg har læst om den. Hørt om den. Jeg har aldrig turdet se den. For nylig blev den vist i tv, men jeg kunne ikke få mig selv til at se den, for da havde Junior lige fået sin diagnose. Hvad de to ting så har med hinanden at gøre? Det har jeg meget svært ved at forklare. Måske ingenting. Måske vil jeg helst ikke identificere mig med moderen i filmen, selvom vi har det til fælles, at vore sønner har en autismespektrumsforstyrrelse.

At ens barn bliver morder, må være noget af det værste, det kan overgå en mor. Skammen og skyldfølelsen. Og jeg kommer til at tænke på alle de mødre, hvis sønner blev mordere, fordi et eller andet slog klik for dem. Hvad gik der galt? Hvor gik det galt? Hvad får et voksent menneske til at slå et barn ihjel?

Jeg skrev i indledningen, at dette indlæg er uden sammenhæng. Teksten her er kun et forsøg på at skrive om de tanker, der har rumsteret rundt i hovedet på mig den seneste tid.