Jeg anklager

Jeg er bitter. Bitter på Juniors børnehave. Bitter på pædagogerne der ofte lod os vide, at Junior havde haft `en dårlig dag´, men alligevel undlod at gøre noget. Hvor ofte har jeg ikke måttet høre følgende kommentar, når jeg hentede ham: `Han har haft en dårlig dag. Hvordan gik jeres weekend/ dag i går?´ Underforstået: Du må have gjort et eller andet galt, siden han opfører sig så mærkeligt.  Hvor ofte har jeg ikke spurgt dem, om ikke Junior havde brug for en støttepædagog, så han kunne trives bedre? Men svaret var altid: `Nej. Så skal det være meget mere grelt.´ Grelt? Hvor grelt skal det være?  Børnehaven mente ikke, at det var `grelt´.

Jeg er bitter på lederen, der trods mine bekymringer, lod stå til. Junior var Junior. Han var måske ikke helt som de andre, men der var ikke noget i vejen med ham.

På vores foranledning kom psykologen på banen. I starten holdt hun møder med os. Hvad kunne vi gøre bedre derhjemme? Vise mere opmærksomhed. Være mere nærværende. Være mere forstående. Være bedre forældre! Hvorfor startede hun ikke med at observere Junior i børnehaven? Det var os, der var til observation! Og så havde jeg jo haft en fødselsdepression. Ja for fanden, men kunne det være hele årsagen til Juniors adfærd?

Hvor ofte var vi ikke ved at rive håret af os selv og hovederne af hinanden, fordi vi følte os totalt magtesløse og frustrerede, når Junior reagerede på en måde, der kom fuldstændig bag på os – og ham selv? Når selv de mindste ting kunne udløse frygtelige raserianfald? Vi stod der. Forvirrede. Rystede. Ude af os selv. Hvorfor blev han så vred? Hvorfor blev han så ked af det? Hvorfor løb han sin vej? Hvorfor ville han ikke trøstes? Hvorfor var han så svær at nå ind til?

Hvorfor overhørte psykologen min bekymring om, at jeg havde mistanke om, at han var autist eller havde Aspergers syndrom? Og da hun endelig – langt om længe – et år efter at jeg havde luftet min bekymring over for hende – nåede frem til, at Junior muligvis kunne have Aspergers syndrom, så var det fuldstændig nyt for hende. Det havde hun aldrig hørt før!

Der er mange, der har sovet i timen. Og et eller andet sted er jeg pissegal over, at ingen tog mig alvorligt, når jeg sagde ordet: Asperger eller autist. Amatører! Hvad kunne Junior og vi ikke have været sparet for af sindsoprivende episoder, hvis bare nogen for længst havde lyttet og havde iværksat en grundig udredning.

Jeg ved ikke, om vi skal kæmpe en (ny) sej kamp med kommunen for at få bevilliget det, der skal til, for at Junior kan få en god skolegang, og vi kan komme videre med vores nye liv som forældre til et barn med Aspergers syndrom. Vil kommunen være medspiller eller modspiller? Får Junior den støtte, der skal til, for at han kan trives og udvikle sig?