Plads til alle i folkeskolen?

Det er dagen derpå. Dagen efter at Junior fortalte mig, at hans klasselærer havde sagt til ham: At hvis han blev ved med at løbe væk, så skulle han gå på en anden skole.

Jeg troede, at det skulle være grelt, før man gav op. Jeg troede, at man skulle have en møgunge, der terroriserede sine kammerater i klassen og i frikvartererne.

 Jeg troede, man skulle have et barn på sinkestadiet (ikke et ondt ord om børn, der er udviklingshæmmede!), der ikke kunne følge med i undervisningen.

Jeg troede på, at hvis vi – hans forældre – gjorde alt for at informere om hans adfærd, før han begyndte i skolen, så ville skolen være rustet til at håndtere et barn som ham. For han er ikke udviklingshæmmet; men han har måske en udviklingsforstyrrelse. Forskellige tests viser, at han er godt begavet – over middel for hans alder.

Men er der plads til Junior i den almindelig folkeskole? Hans folkeskole vil hellere spare penge end ofre det, det koster at have et velfungerende barn. De vil ikke give ham støtte, før der foreligger en diagnose.<em> Hvis </em>han får en diagnose.

Det er muligt, at hans skole har givet op – og lader stå til. `Går den, så går den.´Men jeg giver ikke op. Jeg vil kæmpe – indædt – for at han skal få den støtte jeg mener han har behov for. Jeg vil helst ikke ende med at tænke, at vi valgte forkert, da vi valgte folkeskolen frem for en privatskole.