Regler er regler

april 22, 2008

Måtte opgive at børste tænder på en meget træt og pirrelig Junior. `Jeg vil ikke børste tænder. Jeg er træt. Kan vi ikke børste tænder i morgen?´ `Nej, her hjemme har vi en regel om, at man børster tænder, inden man skal i seng´, sagde vi. `Hvor står den regel? Jeg kan ikke se nogen regel´, svarede Junior kvikt. `Kan du ikke lige printe sådan et piktogram med tandbørstning ud?´spurgte jeg hans far. `Jo, men det vil tage ca. 20 minutter´, svarede han. Vi prøvede at overtale Junior til at børste tænder, men alle vores argumenter prellede af på ham. Og en regel, der ikke er synlig, har ingen værdi! (Aspergere går meget op i regler!)

Junior har haft en dårlig dag i skolen og end ikke 6 nye BIONICLE figurer (købt på udsalg – halv pris) kunne ændre ved hans opfattelse af, at dagen har været dårlig. `I er nogle dårlige forældre´, sagde han. Vi er dårlige forældre, fordi vi ikke kan passe på ham i skolefrikvartererne. `Hvor længe skal jeg blive ved med at have uheld?´ spurgte han os.  Det hjalp ikke, at jeg fortalte ham om mit eget uheld i dag. Da jeg havde overlæsset min cykel med billige sodavand, og cyklen væltede og en af flaskerne eksploderede og indholdet af en Coca Cola Zero fossede ud på fortovet i bedste champagnestil. `Så var det derfor, at min BIONICLE æske var våd!´ konstaterede Junior. `Ja. Og du kan se, at alle kan være uheldige.´ Men det hjalp ikke på hans humør. Det var en `åndssvag skole´, der var alt for mange børn og hvornår måtte han bestemme noget? Tjah, her til aften måtte han så bestemme, at han kunne vente med tandbørstningen til i morgen tidlig. Og i morgen printer vi så et piktogram ud med tandbørstning!

 

Leave a Reply