Den Stille Pige & Juniors Verden

Vi har søgt aktindsigt i PPR´s sag om vores søn. Her er bl.a. en e-mail jeg skrev og sendte til PPR-psykologen, der var tilknyttet Juniors børnehave. Jeg bringer her et uddrag af min mail af 15. september 2005 til psykologen:

“Har min søn behov for lidt støtte?”

“Hej (psykologens navn). Min mand og jeg var til en samtale hos dig i maj måned (2005). Vores søn er 4 år og går i børnehave. Det bekymrer os en del, at når han bliver vred (og han kan blive meget vred fx hvis et eller andet driller ham fx computeren) - så tager han sine sko på og løber ud af huset…I børnehaven oplever de også hans vredesudbrud, hvor han også forsøger at stikke af fra børnehaven, når noget går ham på. Vores søn er enebarn, og meget sammen med os. Børnehaven mener, at han har en del socialt og følelsesmæssigt at arbejde med, før han fx er klar til at komme i skole. Han leger også en del alene i børnehaven, og er måske lidt meget i en fantasiverden. Jeg kan ærlig talt ikke finde ud af, om min søn har behov for lidt støtte til at tackle sine vredesudbrud og få mere styr på sine følelser? …Han virker ikke genert, lukket eller reserveret, men møder verden med et åbent og nysgerrigt sind og vil gerne i kontakt med andre. Men måske mere med voksne end med børn??? Kan du råde mig til, hvad vi kan gøre?”

Ak ja… Vores første møde med PPR-psykologen var i maj 2005, og først i januar 2007 laver hun en henvisning til børnepsykiatrisk med henblik på en vurdering af eventuel autismespektrumsforstyrrelse. Det tog hende næsten 2 år at nå frem til, at Juniors problemadfærd kunne være en gennemgribende udviklingsforstyrrelse.

I går satte jeg mig for at lære Junior nogle basale sociale færdigheder som at huske at se på den man taler til/med. Junior har en vane med at sidde med ryggen til én og tale. Altså satte jeg mig ned med nogle BIONICLE figurer (hans yndlingslegetøj for tiden), og begyndte at tale - med ryggen til Junior. Bagefter vendte jeg mig om, og spurgte ham om, hvad han havde syntes om, at jeg sad med ryggen til ham og talte til ham. Han kiggede på mig med et stort smil og så også lidt spørgende ud. Dét, jeg havde gjort, havde ikke virket aparte på ham. Så jeg fortalte ham, at man skal huske at se på den man taler til og med, for ellers bliver folk forvirrede. Det forstod han godt.

Her til morgen sad jeg og tjekkede min e-mail, inden jeg skulle følge Junior i skole. Han befandt sig i den ene ende af stuen og jeg i den anden ende. Han så tv og spiste morgenmad. Så sagde jeg: `Vi skal snart afsted, så du må hellere se at få spist færdigt.´ Han svarede ikke. `Hørte du ikke, hvad jeg sagde?´ spurgte jeg ham. `Jo, mor. Jeg hørte dig godt, men du så ikke på mig, så hvordan skulle jeg vide, at det var mig, du talte til? I går sagde du, at man skal se på den man taler til!´ Så kunne jeg ikke lade være med at grine. For han havde jo ret. Jeg havde siddet og kigget ind i computerskærmen, da jeg talte til ham! `Min kloge dreng´, sagde jeg og gik hen og krammede ham. `Du har jo helt ret, Junior. Jeg har lært dig, at man skal se på den man taler til. Og nu glemte jeg, hvad jeg lige har lært dig. Men det er godt, at DU kan huske, hvad jeg har lært dig!´