TV 2 og Er du mors lille dreng?
april 22, 2008
“Det er forældrenes skyld, når et barn udvikler autisme!” Det er den konklusion nogle måske vil drage efter at have set TV2 ´s udsendelse: <a href=”http://programmer.tv2.dk/dok/”>”Er du mors lille dreng?” </a>I udsendelsen fremgår det, at drengen Jørns udviklingsforstyrrelser autisme og ADHD skyldes hans vanskelige start med en retarderet mor, der bl.a. ikke evnede at se og tolke sin drengs signaler.
Pyha…Er vi nu mange forældre med børn, der har autisme, der begynder at tvivle på vores forældreevner? Svigtede vi vores børn i de første levemåneder, og er det derfor, at vores børn har udviklet autisme? Hallo – en gennemgribende udviklingsforstyrrelse er noget man er født med!
Jeg betvivler ikke, at drengen Jørn HAR autisme og ADHD, men at det skulle være noget han har udviklet på grund af en kaotisk start i livet med nogle forældre, der ikke magtede forælderopgaven, det tror jeg ikke på. Men i tillæg til hans medfødte udviklingsforstyrrelser har han oplevet følelsesmæssige svigt, og det har uden tvivl også sat sit præg på ham – og skadet ham for livet. Men autisme og ADHD er altså noget man fødes med. Det opstår ikke som følge af omsorgssvigt.
Kom så med den diagnose
april 22, 2008
Gider snart ikke vente mere. Vil have svar. Nu. Gider ikke uvisheden. Gider ikke konflikterne. Gider ikke frustrationerne. Hvad er det, der er galt? Hvad er det, der sker? Hvorfor går det galt? Hvorfor reagerer han sådan? Er det Aspergers syndrom eller er det en slags opmærksomhedsforstyrrelse? Måske. Han <em>har</em> jo svært ved at vente på sin tur. Og han farer undertiden omkring i situationer, hvor det ikke er passende. Er det i virkeligheden ADHD? Men så stemmer det ikke. For han er jordens høfligste dreng. Provokerer ingen. Irriterer ingen med vilje. Er der tale om Aspergers? Jamen, det kan ikke passe. For han har i den grad empati. For han ser én i øjnene. Og giver uopfordret krammere og kys til dem han er tryg ved. Jeg er efterhånden mere forvirret, end jeg var for et år siden, hvor jeg kunne have svoret på, at han – sikkert – var et barn med Aspergers syndrom.
Parat til sandheden?
april 22, 2008
Hvor længe har jeg vidst, at Junior var `anderledes´? Længe… Og nu er vi ved at nærme os en afklaring. Venter på en afgørelse. En diagnose. Der skal sætte ham i bås. Jeg sidder med diverse skemaer, der skal udfyldes. Bl.a. et DuPaul bedømmelsesskema, der består af 26 spørgsmål om barnets adfærd. Skemaet skal vise, om barnet har ADHD (DAMP). Selvom Junior scorer højt visse steder, så kan jeg ikke forestille mig, at han skulle have ADHD. Et andet spørgeskema ASSQ (Autism Spectrum Screening Questionnaire), består af 27 spørgsmål, og der synes jeg, at Junior scorer højt nogle steder og intet andre steder. Men om det er nok til at give ham en diagnose fx Aspergers syndrom, har jeg ingen forudsætninger for at vide noget som helst om. Sidder bare her og føler mig underligt tilmode over at skulle bedømme min søn på den måde. Det har været en lang proces. Vi har ventet så længe på at komme så langt. Og nu … er jeg overhovedet parat til at få sandheden at vide?