Kortslutning
april 22, 2008
Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå min lille dreng, og det kaos, der ind imellem bryder løs i hans hoved. For at få ham tilbage i skolen, var jeg med ham i skole i går i sidste lektion. Det gik jo fint. Han lavede sine opgaver hurtigt. Han arbejder faktisk ret koncentreret og målrettet. Nogle af de andre børn sad og kastede med viskelæder eller stjal hinandens blyanter. Sådan er Junior ikke. Han opfører sig pænt.
I dag tog jeg med ham i skole igen. Begge lærere var syge, så der var én vikar på - og så mig. Sikke en mangel på disciplin, der var i klassen. Vikaren prøvede at få ro i klassen, men der var nogle, der bare blev ved med at fjolle og forstyrre. Det var irriterende, og jeg kan godt forstå, at vikaren måtte tale med store bogstaver til nogle af børnene. Junior rakte hånden op, og da han fik lov til at tale, sagde han; at “man skal huske at høre efter, hvad vikaren siger.” Vikaren smilede og roste ham. Ja, jeg blev da også lidt stolt over, at han sagde det. For han kan være så fornuftig. Nogen gange.
Men i det første frikvarter gik det galt for Junior. Det er gerne i frikvartererne, at han kommer til kort. Fordi han ikke mestrer at være sammen med mange børn på én gang under ustrukturerede former. Han og jeg var sammen med tre pige fra klassen, der ville sjippe. Det gik også fint, men så ville Junior hen til sit foretrukne frirum i gården, og da jeg ikke var hurtig nok til at tyde hans signaler om fred og ro, stak han af og løb ud af skolen, hvilket jo er forbudt. Det fik selvfølgelig flere børn til at stimle sammen og undre sig over, hvorfor han var stukket af, og de spurgte mig, hvorfor han var ked af det. “Jeg ved det ikke. Jeg tror heller ikke, at han selv ved det”, svarede jeg. Pludselig bliver han styret af ufornuft. En gårdvagt kom hen og talte med mig, og vi talte lidt om hans diagnose, og jeg fortalte, at vi snart skal på kursus.
Det tog lang tid at få ham tilbage, og da græd han stadig. Han ville ikke gå på en skole, hvor “de store drenge var efter ham”. “Jamen jeg har været med dig i hele frikvarteret. Der er ingen store drenge, der har drillet dig eller været efter dig.” Nej, men når jeg ikke var der, så… “Så hvad?” Han bliver ved med at sige, at han bliver drillet. Men er det ikke snarere noget, der foregår i hans hoved? Er det virkeligt? Jeg får ondt af min lille dreng, men mærker også en voldsom irritation. Fordi jeg er magtesløs. Fordi jeg mærker, at jeg IKKE kan gøre en forskel. Og jeg fortryder, at jeg er taget med ham i skole. Jeg ville hjælpe ham, men i virkeligheden kan jeg ikke hjælpe ham. Vi taler længe. Og han kan høre på min stemme, at jeg er irriteret. Irriteret på mig selv over, at jeg ikke kunne nå at bremse dette anfald. Irriteret over at jeg ikke kan forstå, hvad der foregår inde i hans hoved. Forstå, så jeg kan nå at handle, inden han får sine anfald og stikker af. Det går op for mig, at jeg ikke er nogen som helst støtte for ham. Derfor er jeg vred. På mig selv. Men han hører en vred mor. “Hvorfor er du vred på mig, mor?” græder han. “Jeg er ikke vred på dig”, siger jeg (men min stemme afslører mig). “Jeg kan bare ikke forstå dig”, siger jeg. “Hvorfor skal jeg gå på en skole, hvor de store drenge er efter mig?” græder han. “Vi skal nok finde en anden skole til dig”, svarer jeg - desperat. “Men man kan ikke skifte skole med det samme. Det tager noget tid. Og så er det ikke noget far og jeg bestemmer. Det gør skolepsykologen.”
Jeg går med ham hen til skolepsykologens kontor, og vi banker på døren. Men skolepsykologen er der ikke. Jeg ville tale med skolepsykologen, som så kunne se, hvilken tilstand han var i.
Vi går tilbage til gangen. Han græder ikke mere. Men han siger, at han har brug for at hvile sit hoved. Det går op for mig, at jeg er med til at fastholde ham i hans sindstilstand. Og det, at jeg siger noget, bare forværrer hans tilstand. Han har brug for at hvile sit hoved! Han har brug for, at jeg tier stille… Da beslutter jeg, at vi hellere må tage hjem. Jeg kan ikke hjælpe ham ved at være med ham i skole. Og i morgen kommer han i skole - uden mig.
