Regler er regler

Måtte opgive at børste tænder på en meget træt og pirrelig Junior. `Jeg vil ikke børste tænder. Jeg er træt. Kan vi ikke børste tænder i morgen?´ `Nej, her hjemme har vi en regel om, at man børster tænder, inden man skal i seng´, sagde vi. `Hvor står den regel? Jeg kan ikke se nogen regel´, svarede Junior kvikt. `Kan du ikke lige printe sådan et piktogram med tandbørstning ud?´spurgte jeg hans far. `Jo, men det vil tage ca. 20 minutter´, svarede han. Vi prøvede at overtale Junior til at børste tænder, men alle vores argumenter prellede af på ham. Og en regel, der ikke er synlig, har ingen værdi! (Aspergere går meget op i regler!)

Junior har haft en dårlig dag i skolen og end ikke 6 nye BIONICLE figurer (købt på udsalg – halv pris) kunne ændre ved hans opfattelse af, at dagen har været dårlig. `I er nogle dårlige forældre´, sagde han. Vi er dårlige forældre, fordi vi ikke kan passe på ham i skolefrikvartererne. `Hvor længe skal jeg blive ved med at have uheld?´ spurgte han os.  Det hjalp ikke, at jeg fortalte ham om mit eget uheld i dag. Da jeg havde overlæsset min cykel med billige sodavand, og cyklen væltede og en af flaskerne eksploderede og indholdet af en Coca Cola Zero fossede ud på fortovet i bedste champagnestil. `Så var det derfor, at min BIONICLE æske var våd!´ konstaterede Junior. `Ja. Og du kan se, at alle kan være uheldige.´ Men det hjalp ikke på hans humør. Det var en `åndssvag skole´, der var alt for mange børn og hvornår måtte han bestemme noget? Tjah, her til aften måtte han så bestemme, at han kunne vente med tandbørstningen til i morgen tidlig. Og i morgen printer vi så et piktogram ud med tandbørstning!

 

Om at huske at se på den man taler til

I går satte jeg mig for at lære Junior nogle basale sociale færdigheder som at huske at se på den man taler til/med. Junior har en vane med at sidde med ryggen til én og tale. Altså satte jeg mig ned med nogle BIONICLE figurer (hans yndlingslegetøj for tiden), og begyndte at tale – med ryggen til Junior. Bagefter vendte jeg mig om, og spurgte ham om, hvad han havde syntes om, at jeg sad med ryggen til ham og talte til ham. Han kiggede på mig med et stort smil og så også lidt spørgende ud. Dét, jeg havde gjort, havde ikke virket aparte på ham. Så jeg fortalte ham, at man skal huske at se på den man taler til og med, for ellers bliver folk forvirrede. Det forstod han godt.

Her til morgen sad jeg og tjekkede min e-mail, inden jeg skulle følge Junior i skole. Han befandt sig i den ene ende af stuen og jeg i den anden ende. Han så tv og spiste morgenmad. Så sagde jeg: `Vi skal snart afsted, så du må hellere se at få spist færdigt.´ Han svarede ikke. `Hørte du ikke, hvad jeg sagde?´ spurgte jeg ham. `Jo, mor. Jeg hørte dig godt, men du så ikke på mig, så hvordan skulle jeg vide, at det var mig, du talte til? I går sagde du, at man skal se på den man taler til!´ Så kunne jeg ikke lade være med at grine. For han havde jo ret. Jeg havde siddet og kigget ind i computerskærmen, da jeg talte til ham! `Min kloge dreng´, sagde jeg og gik hen og krammede ham. `Du har jo helt ret, Junior. Jeg har lært dig, at man skal se på den man taler til. Og nu glemte jeg, hvad jeg lige har lært dig. Men det er godt, at DU kan huske, hvad jeg har lært dig!´

Time Out

Hvor ofte har jeg ikke set nogle af de mange danske og udenlandske tv-programmer, der handler om umulige børn og deres lige så umulige forældre? `Forældre forfra´ og `SOS barnepigen´ og hvad de ellers hedder. Tv-programmer der viser familiers forvandling fra disharmonisk til harmonisk. Øh ofte… Og hver gang har jeg rystet på hovedet og tænkt noget i stil med: `Nå, så slemt står det da heldigvis ikke til i vores familie.´ (Nej, for vores barn er jo handicappet. De børn man ser i programmerne er ikke handicappede, de er `bare´ blevet dårligt opdraget.)

De redskaber, familierne er blevet udrustet med, har virket. Familierne fungerer tilsyneladende bedre efter at eksperterne har været på banen og har hjulpet med at få ryddet op i uheldige måder at kommunikere på. For det hele handler om kommunikation, og måden man kommunikerer på.

Men tænk nu, hvis eksperterne tog fejl. Det behøver jo ikke at være kommunikationen i familien, den er gal med. Barnet kan jo have et usynligt handicap som fx Aspergers syndrom eller ADHD. Og så hjælper det ikke at dømme `time out´ og sætte barnet i skammekrogen eller på anden måde straffe barnet. Så gør man mere skade end gavn.

Børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser skal tackles på en helt anden måde end `normale´ børn. Børn med fx Aspergers kan opføre sig sært og deres adfærd kan virke provokerende, men de provokerer ikke bevidst.

Jeg giver faneme ikke meget for de tv-programmer, der handler om (børne)opdragelse. De tager jo overhovedet ikke højde for, at der findes familier, hvor almindelig pædagogik ikke virker. Jeg tror, at man som forælder kommer til at føle sig endnu mere mislykket, hvis man forsøger sig med nogle af de metoder, der virker på `normale´ børn.

Lad os få nogle tv-programmer, der viser, hvordan man håndterer opdragelsen af et handicappet barn.