Parat til sandheden?

april 22, 2008

Hvor længe har jeg vidst, at Junior var `anderledes´? Længe… Og nu er vi ved at nærme os en afklaring. Venter på en afgørelse. En diagnose. Der skal sætte ham i bås. Jeg sidder med diverse skemaer, der skal udfyldes. Bl.a. et DuPaul bedømmelsesskema, der består af 26 spørgsmål om barnets adfærd. Skemaet skal vise, om barnet har ADHD (DAMP). Selvom Junior scorer højt visse steder, så kan jeg ikke forestille mig, at han skulle have ADHD. Et andet spørgeskema ASSQ (Autism Spectrum Screening Questionnaire), består af 27 spørgsmål, og der synes jeg, at Junior scorer højt nogle steder og intet andre steder. Men om det er nok til at give ham en diagnose fx Aspergers syndrom, har jeg ingen forudsætninger for at vide noget som helst om. Sidder bare her og føler mig underligt tilmode over at skulle bedømme min søn på den måde. Det har været en lang proces. Vi har ventet så længe på at komme så langt. Og nu … er jeg overhovedet parat til at få sandheden at vide?