Til rette vedkommende

april 22, 2008

Jeg ved ikke, om du ved det. Men jeg vil tro, at du i et eller andet omfang følger med i vores liv et sted ude på sidelinjen. Om ikke andet så skrev jeg det til dig i en mail for ca. 3 måneder siden. At der var mistanke om, at Junior havde Aspergers syndrom. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet af dig. Måske en reaktion? Men der har ikke været nogen respons fra dig. Jeg har tjekket min mailboks flere gange om ugen. Men mon ikke du har hørt det? Et af dine børnebørn er handicappet.

Engang sidste år da du besøgte os i forbindelse med en fødselsdag (var det Juniors 7 års fødselsdag?), sagde du noget, som jeg har tænkt over mange gange siden. Junior satte sig ved klaveret og gav sig til at spille en koncert for os. (Spille er vel så meget sagt. Han kan ikke spille, men ind imellem lyder det da ikke helt hen i vejret, det han får ud af tangenterne.) Da han var færdig, sagde du: `Tak tak´ og henvendt til os: `Det er jo næsten som at høre David Helfgott.´ Du ville sikkert bare være morsom. Men jeg kunne mærke, at den bemærkning sved.

<em>NB: David Helfgott er en australsk pianist, der har en skizoaffektiv lidelse.</em>