Dagens tilbud

april 22, 2008

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det. For jeg ved ikke, hvordan jeg selv har det med det. Ved ikke om jeg skal danse af glæde eller græde af lutter frustration? Junior har fået plads i en specialklasse efter sommerferien. Aha! Så burde jeg da være glad, ikke? Nå, ikke? Jeg er splittet! Hvad med det frie skolevalg? Hvad med at høre forældrene? Der blev sagt “specialklasse” til mødet med skolepsykologen, og hvis der ikke er plads der, så skulle der findes en specialskole. Nå, man fandt en plads i en specialklasse på en almindelig folkeskole. Jeg havde mest håbet på en specialskole. Ikke en specialklasse. Hvorfor er vi ikke blevet spurgt, hvad vi ønsker? Jeg føler, at man har truffet en beslutning hen over hovedet på os forældre. Men jeg vil se skolen, se klassen, tale med lærerne og pædagogerne. Hvordan er eleverne? Er de normaltbegavede eller er det en blandet landhandel? Har vi noget valg? Er det et tilbud vi ikke kan afslå?  Og hvorfor får jeg den der følelse af, at det hele drejer sig om kassetænkning?

Den rummelige folkeskole

april 22, 2008

Det lyder så flot. Den rummelige folkeskole. Inklusion. Plads til forskellighed. Plads og udfordringer til alle. Skolegang i barnets nærmiljø. Omgivelserne skal “bøje” sig mod den inkluderede elev og ikke omvendt. Hvad er det andet end ord? Hvad med noget handling? Hvad med ressourcerne?

Der kan bevilliges op til 12 støttetimer om ugen til barnet med særlige behov. Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud. Børnehaveklassebørn går i skole 20 timer om ugen. Og hvad med støttetimer i de timer barnet er på fritidshjem? Nogle børn vil kunne klare sig med de 12 timers ugentlige støtte. Andre med færre timer, og andre har behov for støtte i alle timer. Så længe man ikke ser på det enkelte barns behov, så længe der ikke bliver bevilliget det rette antal støttetimer til barnet, så er inklusion en illusion og dømt til at mislykkes. Alle taber noget ved det. Barnet oplever mange dårlige skoledage. Og forældrene oplever, at det bliver en kamp at få barnet i skole.

Det er ganske enkelt umuligt at få en firkantet klods til at passe ned i et rundt hul. Man skal i hvert fald presse den ganske meget, og den firkantede klods bliver skrammet og ridset, og den bliver ved med at være en firkant uanset hvad man gør.

Jeg så gerne, at min søn blev integreret i en almindelig folkeskole, hvor der også var plads til børn som ham. Men det kan ikke lade sig gøre, når der ikke er ressourcer til at møde ham på hans præmisser. Det kræver tid, penge og specialviden at sikre en vellykket integration af børn med autismespektrumsforstyrrelser i en almindelig folkeskoleklasse.

I næste uge ved vi, om han får en plads i en specialklasse i en almindelig folkeskole efter sommerferien. Eller om der skal findes en plads til ham på en specialskole.

Det er dagen derpå. Dagen efter at Junior fortalte mig, at hans klasselærer havde sagt til ham: At hvis han blev ved med at løbe væk, så skulle han gå på en anden skole.

Jeg troede, at det skulle være grelt, før man gav op. Jeg troede, at man skulle have en møgunge, der terroriserede sine kammerater i klassen og i frikvartererne.

 Jeg troede, man skulle have et barn på sinkestadiet (ikke et ondt ord om børn, der er udviklingshæmmede!), der ikke kunne følge med i undervisningen.

Jeg troede på, at hvis vi - hans forældre - gjorde alt for at informere om hans adfærd, før han begyndte i skolen, så ville skolen være rustet til at håndtere et barn som ham. For han er ikke udviklingshæmmet; men han har måske en udviklingsforstyrrelse. Forskellige tests viser, at han er godt begavet - over middel for hans alder.

Men er der plads til Junior i den almindelig folkeskole? Hans folkeskole vil hellere spare penge end ofre det, det koster at have et velfungerende barn. De vil ikke give ham støtte, før der foreligger en diagnose.<em> Hvis </em>han får en diagnose.

Det er muligt, at hans skole har givet op - og lader stå til. `Går den, så går den.´Men jeg giver ikke op. Jeg vil kæmpe - indædt - for at han skal få den støtte jeg mener han har behov for. Jeg vil helst ikke ende med at tænke, at vi valgte forkert, da vi valgte folkeskolen frem for en privatskole.