Den Stille Pige & Juniors Verden

Jeg burde egentlig søge et nyt job. Som koordinator. Jeg er faktisk i stand til at holde mange bolde i luften. Jeg fungerer som tovholder, og koodinerer møder og aftaler på kryds og tværs mellem en masse forskellige fagfolk. Jeg gør mig umage. Det er jo min søns fremtid, der står på spil.

Men jeg kan mærke, at jeg snart har opbrugt min tålmodighedskvote. Den pæne facade krakelerer, og jeg viser mig fra min absolut værste side. Den vrede mor. Rappenskralden. Rejekællingen. Jeg render “fra Herodes til Pilatus”. Skole. Fritidshjem. Skoleforvaltning. Socialforvaltning. “Ansøgning? Hvilken ansøgning? Det er da PPR.” Jeg vil gerne have svar på, hvornår min søn får støttestimer i skolen? Hvordan går det med den ansøgning? Hvor ligger den henne? Hvem er ansvarlig? Jeg vil gerne have svar på, hvornår min søn får støttetimer på fritidshjemmet. Hvor ligger den ansøgning nu? Hvem er ansvarlig? Kan vi nå det, inden næste udvalgsmøde? Måske har der været udvalgsmøde? Var ansøgningerne vedrørende min søn med i bunken af sager, der blev behandlet?

Hvad har jeg lært i dag? Jo, jeg har bl.a. lært, at lederen af fritidshjemmet er inkompetent. At vedkommende ikke har fulgt op på den ansøgning, der blev skrevet og sendt til Skoleforvaltningen i oktober 2007. Hvorfor har vedkommende ikke rykket for et svar? Hvis vedkommende havde gjort det, ville vedkommende nemlig have fundet ud af, at det IKKE er Skoleforvaltningen, der skal have den ansøgning, men Socialforvaltningen!

Og hvad så med den nye ansøgning, der blev skrevet og afleveret til PPR tidligere på måneden? Den skulle jo bare lige have en påtegning af skolepsykologen, og så skulle det ellers være i orden. Er den kommet videre? Havner den også hos Skoleforvaltningen, der ikke aner, hvad de skal stille op med den, og derfor lader den ligge?

Tidlig fredag eftermiddag ringede fritidshjemmet til mig. Pædagogen fortalte, at Junior var ked af det, og de ville lige høre, hvornår Junior blev hentet. Jeg fortalte, at jeg var på vej. Det havde egentlig også været en lidt kaotisk morgen, hvor Junior ikke rigtig ville afsted. Han ville afleveres i skolen, men vi holdt fast i, at han skulle afleveres på fritidshjemmet.

Børnehaveklasserne skulle på tur, og det havde de også været dagen før. Og det kan godt være lidt for meget af det gode for et Aspergerbarn, når der sker mange nye ting på en gang. Det kan være meget svært at rumme. Men for at få Junior afsted, måtte jeg til sidst love ham, at mormor ville hente ham et sted ude på turen. (Mormor bor i nærheden af det sted, hvor børnehaveklasserne skulle hen.) Nu havde jeg ganske vidst IKKE talt med mormor om det, og jeg kunne heller ikke vide, om hun havde tid til at hente Junior. På fritidshjemmet fortalte en af pædagogerne mig, at en person, der en kort overgang havde fungeret som støtte for Junior i skolen, skulle med på turen - for Juniors skyld. Så kunne det da ikke gå helt galt.

Turen havde da også været OK, fortalte Junior senere. Men han syntes egentligt, at det havde været lidt kedeligt.

Men tilbage til eftermiddagen. Jeg kom hen på fritidshjemmet, og fandt Junior inde på kontoret. Han var ked af det og havde tårer i øjnene. Pædagogen, der havde ringet, fortalte, at Junior var ked af det. At der var nogle store drenge, der havde drillet ham. Men Junior kunne ikke udpege dem. Han græd og spurgte, hvornår han skulle skifte skole. Og jeg fortalte ham, at det skulle han efter sommerferien. Pædagogen holdt en kop med vand i og gav den til Junior. Junior tog en tår af vandet, og så sagde han noget med koppen for munden, som jeg ikke kan beskrive nærmere end “gloppelgloppel”. “Undskyld, men hvad sagde du?”, spurgte jeg Junior. Han gentog stadig med koppen for munden: “gloppelgloppel”. Det lød så sjovt, at pædagogen og jeg kom til at grine, og jeg efterlignede det Junior sagde. Og nu begyndte Junior selv at grine. Så det endte med, at Junior var en glad dreng, da vi gik. Og han fortalte livligt om turen på vejen hjem.

Jeg regner med, at Junior får tildelt nogle støttetimer på fritidshjemmet den resterende tid han har tilbage, inden han skal i specialklasse/specialskole. Jeg mener; den første ansøgning, der blev sendt til forvaltningen, valgte “man” jo at ignorere. Men da havde han jo heller ikke en diagnose. Der var kun en mistanke. Og en vurdering fra PPR. Men nu er der en diagnose. Og en ny ansøgning om støttetimer. Og forresten - er det helt i orden at undlade at hjælpe et barn, så længe der ikke findes en diagnose? For hvis det er, så vis mig den paragraf i bekendtgørelsen, hvor det står.