Den rummelige folkeskole

april 22, 2008

Det lyder så flot. Den rummelige folkeskole. Inklusion. Plads til forskellighed. Plads og udfordringer til alle. Skolegang i barnets nærmiljø. Omgivelserne skal “bøje” sig mod den inkluderede elev og ikke omvendt. Hvad er det andet end ord? Hvad med noget handling? Hvad med ressourcerne?

Der kan bevilliges op til 12 støttetimer om ugen til barnet med særlige behov. Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud. Børnehaveklassebørn går i skole 20 timer om ugen. Og hvad med støttetimer i de timer barnet er på fritidshjem? Nogle børn vil kunne klare sig med de 12 timers ugentlige støtte. Andre med færre timer, og andre har behov for støtte i alle timer. Så længe man ikke ser på det enkelte barns behov, så længe der ikke bliver bevilliget det rette antal støttetimer til barnet, så er inklusion en illusion og dømt til at mislykkes. Alle taber noget ved det. Barnet oplever mange dårlige skoledage. Og forældrene oplever, at det bliver en kamp at få barnet i skole.

Det er ganske enkelt umuligt at få en firkantet klods til at passe ned i et rundt hul. Man skal i hvert fald presse den ganske meget, og den firkantede klods bliver skrammet og ridset, og den bliver ved med at være en firkant uanset hvad man gør.

Jeg så gerne, at min søn blev integreret i en almindelig folkeskole, hvor der også var plads til børn som ham. Men det kan ikke lade sig gøre, når der ikke er ressourcer til at møde ham på hans præmisser. Det kræver tid, penge og specialviden at sikre en vellykket integration af børn med autismespektrumsforstyrrelser i en almindelig folkeskoleklasse.

I næste uge ved vi, om han får en plads i en specialklasse i en almindelig folkeskole efter sommerferien. Eller om der skal findes en plads til ham på en specialskole.

Jeg troede, at han havde haft en god dag. Men ved aftentide bryder hans verden pludselig sammen, og han vil ikke i skole. Hvorfor kan de voksne (lærerne) ikke passe på ham? Han græder og er utrøstelig. Vil bare ligge i sin seng og skamme sig. Og vi kan bare fortælle politiet, at han ikke vil i skole. Han er meget ulykkelig.

Efter et stykke tid lykkes det at få ham i nattøjet, og jeg ringer til hans lærer for at fortælle, at jeg tager med ham i skole i morgen - hele dagen. Efter en kort samtale ender det med, at vi aftaler, at han bliver hjemme fra skole de næste par dage.

Der må findes en løsning. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Han skulle absolut inkluderes i en almindelig klasse. For der var jo ingen diagnose på det tidspunkt. Kun en mistanke. Nu er der en diagnose. Og et barn der har det meget dårligt psykisk. Mit barn betaler en meget høj pris.

Hvad vil vi vælge, hvis vi overhovedet har nogen som helst indflydelse på Juniors videre skolegang? Integration i almindelig folkeskole (der er han nu) eller specialklasse eller specialskole? Specialklasser er for svagt til moderat fungerende børn. Junior er normalbegavet. Derfor ønsker jeg specialskole. Min søn skal have det bedste. Ikke det næstbedste. Men der skal spares. Hvis den billige løsning ikke virker, så kan det jo være, at man vil overveje den dyre løsning. Spar os for for mere ventetid. Spar os for flere frustrationer. Spar Junior for flere frustrationer over dårlige skoledage. Vælg den bedste - og dyreste løsning. TAK. Nogle gange er der bare sammenhæng mellem pris og kvalitet.