Nødråb

Så har han haft endnu en dårlig aften og grædt og sagt, at han ikke vil i skole i morgen. At vi skal finde en anden skole til ham. Når han siger, at han vil bestemme over denne familie. Når han siger, at han ikke vil være her mere. Når han siger, at han ikke vil leve mere. Når han siger, at han vil dø. Så ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg forstår overhovedet ikke, hvordan et barn på syv år kan have sådanne tanker. Men det bekymrer mig for at sige det mildt. Det skræmmer mig. Og pludselig er jeg 10-15 år ude i fremtiden, og ser en sårbar ung mand, der ikke magter livet mere.

Vejledning til min søns legekammeraters forældre

Jeg skal i gang med at skrive en vejledning til min søns legekammeraters forældre. For det er vigtigt for min søn, og den familie han er på besøg hos, at forældrene forstår, at han er anderledes, og at han skal behandles på en lidt anden måde end ikke-handicappede børn. Hvis besøget skal blive en succes både for min søn og familien, så er der nogle hensyn, der skal tages. Jeg frygter bare, at det kan få nogle af kammeraternes forældre til at tænke, at sådan et problembarn vil de ikke have indenfor dørene.

For det meste foretrækker Junior at have kammerater på besøg, og ikke at være på besøg hos dem. Men det kan godt være lidt for meget af det gode, at det altid er os, der skal være værter. I forvejen er det et til tider hårdt arbejde at være forælder til et handicappet barn; man har ikke meget tid til sig selv eller til hinanden. Så når Junior endelig en gang i mellem accepterer at tage på besøg hos en kammerat, så er vi glade for, at han tør gøre det.

Nu hvor vi har en diagnose, der kan forklare hans voldsomme reaktioner, har vi valgt at være åbne overfor forældrene og fortalt, at han har et handicap, der hedder Aspergers syndrom, og at det er indenfor autismespektret. Vi fortæller, at han kan blive meget vred og meget ked af det, og at han kan finde på at stikke af, hvis han føler, at han ikke bliver forstået.

I går fik Junior en invitation til at besøge en dreng han gik i børnehave med, og han sagde uden tøven ja til at besøge drengen, selvom de ikke havde set hinanden siden Junior gik ud af børnehaven sidste sommer! Desværre endte besøget med, at Junior kom i konflikt med sig selv og sine følelser, fordi faderen havde sagt noget til Junior, som Junior opfattede som et angreb mod hans person. Jo mere jeg tænker over episoden efter at have fået den refereret, jo mere finder jeg det nødvendigt at “opdrage” lidt på mit barns legekammeraters forældre!  Et barn med Aspergers syndrom har en meget stor retfærdighedsfølelse, og hvis en person (barn eller voksen) mistror barnet og måske ligefrem beskylder barnet for noget det har gjort eller ikke gjort, så kan det ende med en voldsom reaktion.

Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt for legekammeratens far at finde ud af, om det var Junior, der havde tisset på toiletbrædtet eller ej. Jeg ved bare, at Junior fik det meget dårligt med sig selv, og han var helt ude af den, da vi hentede ham.

Børn kan godt ramme ved siden af, og det gør de også her. Jeg vælger at gøre rent efter dem, fremfor at skælde ud eller blive sur etc. Jo, det kan da godt irritere mig, at de fx ikke husker at trække ud efter dem efter et “stort besøg”, men man skal vælge sine kampe, og det er et eksempel på en af de kampe jeg vælger at lade ligge på nuværende tidspunkt.

Selvindsigt

Junior til skolepsykologen: “Jeg vil gerne gå i skole her, men de andre børn gør det svært for mig.”

Kortslutning

Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå min lille dreng, og det kaos, der ind imellem bryder løs i hans hoved. For at få ham tilbage i skolen, var jeg med ham i skole i går i sidste lektion. Det gik jo fint. Han lavede sine opgaver hurtigt. Han arbejder faktisk ret koncentreret og målrettet. Nogle af de andre børn sad og kastede med viskelæder eller stjal hinandens blyanter. Sådan er Junior ikke. Han opfører sig pænt.

I dag tog jeg med ham i skole igen. Begge lærere var syge, så der var én vikar på – og så mig. Sikke en mangel på disciplin, der var i klassen. Vikaren prøvede at få ro i klassen, men der var nogle, der bare blev ved med at fjolle og forstyrre. Det var irriterende, og jeg kan godt forstå, at vikaren måtte tale med store bogstaver til nogle af børnene. Junior rakte hånden op, og da han fik lov til at tale, sagde han; at “man skal huske at høre efter, hvad vikaren siger.” Vikaren smilede og roste ham. Ja, jeg blev da også lidt stolt over, at han sagde det. For han kan være så fornuftig. Nogen gange.

Men i det første frikvarter gik det galt for Junior. Det er gerne i frikvartererne, at han kommer til kort. Fordi han ikke mestrer at være sammen med mange børn på én gang under ustrukturerede former. Han og jeg var sammen med tre pige fra klassen, der ville sjippe. Det gik også fint, men så ville Junior hen til sit foretrukne frirum i gården, og da jeg ikke var hurtig nok til at tyde hans signaler om fred og ro, stak han af og løb ud af skolen, hvilket jo er forbudt. Det fik selvfølgelig flere børn til at stimle sammen og undre sig over, hvorfor han var stukket af, og de spurgte mig, hvorfor han var ked af det. “Jeg ved det ikke. Jeg tror heller ikke, at han selv ved det”, svarede jeg. Pludselig bliver han styret af ufornuft. En gårdvagt kom hen og talte med mig, og vi talte lidt om hans diagnose, og jeg fortalte, at vi snart skal på kursus.

Det tog lang tid at få ham tilbage, og da græd han stadig. Han ville ikke gå på en skole, hvor “de store drenge var efter ham”. “Jamen jeg har været med dig i hele frikvarteret. Der er ingen store drenge, der har drillet dig eller været efter dig.” Nej, men når jeg ikke var der, så…  “Så hvad?” Han bliver ved med at sige, at han bliver drillet. Men er det ikke snarere noget, der foregår i hans hoved? Er det virkeligt? Jeg får ondt af min lille dreng, men mærker også en voldsom irritation. Fordi jeg er magtesløs. Fordi jeg mærker, at jeg IKKE kan gøre en forskel. Og jeg fortryder, at jeg er taget med ham i skole. Jeg ville hjælpe ham, men i virkeligheden kan jeg ikke hjælpe ham. Vi taler længe. Og han kan høre på min stemme, at jeg er irriteret. Irriteret på mig selv over, at jeg ikke kunne nå at bremse dette anfald. Irriteret over at jeg ikke kan forstå, hvad der foregår inde i hans hoved. Forstå, så jeg kan nå at handle, inden han får sine anfald og stikker af. Det går op for mig, at jeg ikke er nogen som helst støtte for ham. Derfor er jeg vred. På mig selv. Men han hører en vred mor. “Hvorfor er du vred på mig, mor?” græder han. “Jeg er ikke vred på dig”, siger jeg (men min stemme afslører mig). “Jeg kan bare ikke forstå dig”, siger jeg. “Hvorfor skal jeg gå på en skole, hvor de store drenge er efter mig?” græder han. “Vi skal nok finde en anden skole til dig”, svarer jeg – desperat. “Men man kan ikke skifte skole med det samme. Det tager noget tid. Og så er det ikke noget far og jeg bestemmer. Det gør skolepsykologen.”

Jeg går med ham hen til skolepsykologens kontor, og vi banker på døren. Men skolepsykologen er der ikke. Jeg ville tale med skolepsykologen, som så kunne se, hvilken tilstand han var i.

Vi går tilbage til gangen. Han græder ikke mere. Men han siger, at han har brug for at hvile sit hoved. Det går op for mig, at jeg er med til at fastholde ham i hans sindstilstand. Og det, at jeg siger noget, bare forværrer hans tilstand. Han har brug for at hvile sit hoved! Han har brug for,  at jeg tier stille… Da beslutter jeg, at vi hellere må tage hjem. Jeg kan ikke hjælpe ham ved at være med ham i skole. Og i morgen kommer han i skole – uden mig.

Det kunne være meget værre

<em>`Der er altid nogen, der har det værre.´</em> Sådan kan man vælge at tænke, når livet ikke helt former sig som man havde forventet. Men spørgsmålet er, om man får det bedre af at tænke på, at der er nogen, der er meget værre ramt end man selv er? Hvad kan man bruge det til? <em>`Du skal ikke være ked af det, det kunne være meget værre. Tænk bare på…´</em> og så følger en lang opremsning af alt det personen forestiller sig som det værste, der kunne ske. For vedkommende selv. For det, der er slemt for dig, er ikke nødvendigvis slemt for mig. Jamen, jeg er ked af det! Lad dog være med at fortælle mig, at jeg skal have det bedre ved at tænke på alle, der har det værre end mig! Jeg <em>er</em> ked af det. Jeg <em>er</em> vred. Jeg er følelsesmæssigt udmattet. Jeg vil have lov til at have de følelser og give udtryk for dem. De er en del af processen af at have fået en diagnose. En diagnose mit barn skal leve med resten af sit liv.