Den Stille Pige & Juniors Verden

Junior har haft en supergod weekend. Og spørg mig ikke, hvad der kan være årsagen til hans helt fantastiske overskud. Men han har simpelthen sprudlet af energi. Ingen frustrationer. Ingen vredesudbrud. Ingen gråd. Og han har været til fødselsdag - i fem timer - hos “den lille rødhårede pige” fra børnehaven. Og han har opført sig fint. Ingen scener. Han har været i fuldkommen harmoni med sig selv og sine omgivelser. Når han har sådan nogle dage, så glemmer jeg næsten, at jeg har et barn med et usynligt handicap.

Jeg skal i gang med at skrive en vejledning til min søns legekammeraters forældre. For det er vigtigt for min søn, og den familie han er på besøg hos, at forældrene forstår, at han er anderledes, og at han skal behandles på en lidt anden måde end ikke-handicappede børn. Hvis besøget skal blive en succes både for min søn og familien, så er der nogle hensyn, der skal tages. Jeg frygter bare, at det kan få nogle af kammeraternes forældre til at tænke, at sådan et problembarn vil de ikke have indenfor dørene.

For det meste foretrækker Junior at have kammerater på besøg, og ikke at være på besøg hos dem. Men det kan godt være lidt for meget af det gode, at det altid er os, der skal være værter. I forvejen er det et til tider hårdt arbejde at være forælder til et handicappet barn; man har ikke meget tid til sig selv eller til hinanden. Så når Junior endelig en gang i mellem accepterer at tage på besøg hos en kammerat, så er vi glade for, at han tør gøre det.

Nu hvor vi har en diagnose, der kan forklare hans voldsomme reaktioner, har vi valgt at være åbne overfor forældrene og fortalt, at han har et handicap, der hedder Aspergers syndrom, og at det er indenfor autismespektret. Vi fortæller, at han kan blive meget vred og meget ked af det, og at han kan finde på at stikke af, hvis han føler, at han ikke bliver forstået.

I går fik Junior en invitation til at besøge en dreng han gik i børnehave med, og han sagde uden tøven ja til at besøge drengen, selvom de ikke havde set hinanden siden Junior gik ud af børnehaven sidste sommer! Desværre endte besøget med, at Junior kom i konflikt med sig selv og sine følelser, fordi faderen havde sagt noget til Junior, som Junior opfattede som et angreb mod hans person. Jo mere jeg tænker over episoden efter at have fået den refereret, jo mere finder jeg det nødvendigt at “opdrage” lidt på mit barns legekammeraters forældre!  Et barn med Aspergers syndrom har en meget stor retfærdighedsfølelse, og hvis en person (barn eller voksen) mistror barnet og måske ligefrem beskylder barnet for noget det har gjort eller ikke gjort, så kan det ende med en voldsom reaktion.

Jeg ved ikke, hvorfor det var så vigtigt for legekammeratens far at finde ud af, om det var Junior, der havde tisset på toiletbrædtet eller ej. Jeg ved bare, at Junior fik det meget dårligt med sig selv, og han var helt ude af den, da vi hentede ham.

Børn kan godt ramme ved siden af, og det gør de også her. Jeg vælger at gøre rent efter dem, fremfor at skælde ud eller blive sur etc. Jo, det kan da godt irritere mig, at de fx ikke husker at trække ud efter dem efter et “stort besøg”, men man skal vælge sine kampe, og det er et eksempel på en af de kampe jeg vælger at lade ligge på nuværende tidspunkt.