Den Stille Pige & Juniors Verden

Meningen med specialklasser er sikkert god nok. De elever, der ikke passer ind i normalitetsbegrebet, kan få en plads sammen med andre `unormale´, de utilpassede, de besværlige, de urolige, de støjende, de forstyrrede, de forstyrrende, de retarderede, de overbegavede etc. Men hvorfor kommer jeg til at tænke på kz-lejre, når jeg hører ordet specialklasse? Ikke at jeg på nogen måde vil sammeligne det, der foregik i kz-lejrene med det, der foregår i specialklasser. Når jeg skriver kz-lejre forbinder de fleste af os det med nazisternes koncentrationslejre. I kz-lejrene udryddede man systematisk alle dem, man anså for at være fjender af systemet. Alle der var “forkerte” i systemets øjne blev interneret i udryddelseslejre og udryddet. Man kan naturligvis ikke sammeligne specialklasser med kz-lejre. Formålet med specialklasserne er at hjælpe de svage elever ved at fokusere på deres stærke sider og støtte dem i at udvikle deres svage sider. I specialklasserne er der færre elever, og dermed bedre tid til at tage sig af det enkelte barns særlige behov. Jeg tror, det er bedst for Junior at komme i en specialklasse eller på en specialskole. Jeg bryder mig bare ikke rigtig om tanken, at han på en eller anden måde dermed bliver udstødt fra det store fællesskab, hvad det så end er. Jeg skal lige vænne mig til tanken. For jeg ved, at det er til hans eget bedste, at han får ro til at udvikle sig på sine egne præmisser sammen med andre børn, der minder om ham selv.

Hvad vil vi vælge, hvis vi overhovedet har nogen som helst indflydelse på Juniors videre skolegang? Integration i almindelig folkeskole (der er han nu) eller specialklasse eller specialskole? Specialklasser er for svagt til moderat fungerende børn. Junior er normalbegavet. Derfor ønsker jeg specialskole. Min søn skal have det bedste. Ikke det næstbedste. Men der skal spares. Hvis den billige løsning ikke virker, så kan det jo være, at man vil overveje den dyre løsning. Spar os for for mere ventetid. Spar os for flere frustrationer. Spar Junior for flere frustrationer over dårlige skoledage. Vælg den bedste - og dyreste løsning. TAK. Nogle gange er der bare sammenhæng mellem pris og kvalitet.

Hvor ofte har jeg ikke set nogle af de mange danske og udenlandske tv-programmer, der handler om umulige børn og deres lige så umulige forældre? `Forældre forfra´ og `SOS barnepigen´ og hvad de ellers hedder. Tv-programmer der viser familiers forvandling fra disharmonisk til harmonisk. Øh ofte… Og hver gang har jeg rystet på hovedet og tænkt noget i stil med: `Nå, så slemt står det da heldigvis ikke til i vores familie.´ (Nej, for vores barn er jo handicappet. De børn man ser i programmerne er ikke handicappede, de er `bare´ blevet dårligt opdraget.)

De redskaber, familierne er blevet udrustet med, har virket. Familierne fungerer tilsyneladende bedre efter at eksperterne har været på banen og har hjulpet med at få ryddet op i uheldige måder at kommunikere på. For det hele handler om kommunikation, og måden man kommunikerer på.

Men tænk nu, hvis eksperterne tog fejl. Det behøver jo ikke at være kommunikationen i familien, den er gal med. Barnet kan jo have et usynligt handicap som fx Aspergers syndrom eller ADHD. Og så hjælper det ikke at dømme `time out´ og sætte barnet i skammekrogen eller på anden måde straffe barnet. Så gør man mere skade end gavn.

Børn med gennemgribende udviklingsforstyrrelser skal tackles på en helt anden måde end `normale´ børn. Børn med fx Aspergers kan opføre sig sært og deres adfærd kan virke provokerende, men de provokerer ikke bevidst.

Jeg giver faneme ikke meget for de tv-programmer, der handler om (børne)opdragelse. De tager jo overhovedet ikke højde for, at der findes familier, hvor almindelig pædagogik ikke virker. Jeg tror, at man som forælder kommer til at føle sig endnu mere mislykket, hvis man forsøger sig med nogle af de metoder, der virker på `normale´ børn.

Lad os få nogle tv-programmer, der viser, hvordan man håndterer opdragelsen af et handicappet barn.

Hvad sker der, når ens barn får en diagnose? Hvordan kommer man videre i livet som familie/par/individ? Intet er helt som det var før diagnosen. Før vi fik diagnosen undrede vi os over mange ting. <em>Hvis</em> han havde Aspergers syndrom, så gav det mening, at han gjorde det eller sagde det, men havde han Aspergers? Vi vidste det ikke. Det <em>kunne</em> være Aspergers eller noget andet eller noget tredie. Måske var han bare forkælet eller uopdragen? Ventetiden var svær. Et år i uvished. Vel er Aspergers syndrom ikke en livstruende sygdom, men det er og bliver et livsvarigt handicap. Jo før man får stillet en diagnose, jo hurtigere kan man komme i gang med en målrettet indsats, der skal hjælpe barnet og familien videre.

Junior havde gode dage og dårlige dage. Gode dage hvor han kunne rumme at ikke alt gik helt efter planen. Han kunne grine, hvis nogen kom til at skubbe til ham og han kunne sige: `Pyt med det. Der skete jo ikke noget.´ Og så var der dårlige dage, hvor han kunne blive vred eller ked af det og stikke af. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at foregribe eventuelle kriser, men det var aldrig til at forudse, hvornår noget ville gå galt. Det var (og er) frustrerende. Det er mit (naive, beskedne?) håb, at vi med den rette støtte og vejledning, kan reducere antallet af Juniors dårlige dage.

Nu giver det alt sammen mening. Jeg <em>ved</em>, at der skal tages specielle hensyn til Junior. Han opfatter verden anderledes end `normale´ børn. Han <em>er</em> speciel. På både godt og ondt. Men mest godt! Han er en normaltbegavet (og på nogle områder mere end normaltbegavet) dreng med en fabelagtig fantasi, et imponerende ordforråd (for en 7-årig), en fotografisk hukommelse (han kan lange replikker udenad fra alle hans yndlingsfilm), og så har han humoristisk sans. Og nogle smukke, kloge øjne.

Livet er ikke det samme som før diagnosen. Det er ikke `verdens undergang´ at have et handicappet barn, men jeg føler mig alligevel ramt. Og meget sårbar.

Hvad sker der, når ens barn får en diagnose? Hvordan kommer man videre i livet som familie/par/individ? Intet er helt som det var før diagnosen. Før vi fik diagnosen undrede vi os over mange ting. <em>Hvis</em> han havde Aspergers syndrom, så gav det mening, at han gjorde det eller sagde det, men havde han Aspergers? Vi vidste det ikke. Det <em>kunne</em> være Aspergers eller noget andet eller noget tredie. Måske var han bare forkælet eller uopdragen? Ventetiden var svær. Et år i uvished. Vel er Aspergers syndrom ikke en livstruende sygdom, men det er og bliver et livsvarigt handicap. Jo før man får stillet en diagnose, jo hurtigere kan man komme i gang med en målrettet indsats, der skal hjælpe barnet og familien videre.

Junior havde gode dage og dårlige dage. Gode dage hvor han kunne rumme at ikke alt gik helt efter planen. Han kunne grine, hvis nogen kom til at skubbe til ham og han kunne sige: `Pyt med det. Der skete jo ikke noget.´ Og så var der dårlige dage, hvor han kunne blive vred eller ked af det og stikke af. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at foregribe eventuelle kriser, men det var aldrig til at forudse, hvornår noget ville gå galt. Det var (og er) frustrerende. Det er mit (naive, beskedne?) håb, at vi med den rette støtte og vejledning, kan reducere antallet af Juniors dårlige dage.

Nu giver det alt sammen mening. Jeg <em>ved</em>, at der skal tages specielle hensyn til Junior. Han opfatter verden anderledes end `normale´ børn. Han <em>er</em> speciel. På både godt og ondt. Men mest godt! Han er en normaltbegavet (og på nogle områder mere end normaltbegavet) dreng med en fabelagtig fantasi, et imponerende ordforråd (for en 7-årig), en fotografisk hukommelse (han kan lange replikker udenad fra alle hans yndlingsfilm), og så har han humoristisk sans. Og nogle smukke, kloge øjne.

Livet er ikke det samme som før diagnosen. Det er ikke `verdens undergang´ at have et handicappet barn, men jeg føler mig alligevel ramt. Og meget sårbar.

Hvad sker der, når ens barn får en diagnose? Hvordan kommer man videre i livet som familie/par/individ? Intet er helt som det var før diagnosen. Før vi fik diagnosen undrede vi os over mange ting. <em>Hvis</em> han havde Aspergers syndrom, så gav det mening, at han gjorde det eller sagde det, men havde han Aspergers? Vi vidste det ikke. Det <em>kunne</em> være Aspergers eller noget andet eller noget tredie. Måske var han bare forkælet eller uopdragen? Ventetiden var svær. Et år i uvished. Vel er Aspergers syndrom ikke en livstruende sygdom, men det er og bliver et livsvarigt handicap. Jo før man får stillet en diagnose, jo hurtigere kan man komme i gang med en målrettet indsats, der skal hjælpe barnet og familien videre.

Junior havde gode dage og dårlige dage. Gode dage hvor han kunne rumme at ikke alt gik helt efter planen. Han kunne grine, hvis nogen kom til at skubbe til ham og han kunne sige: `Pyt med det. Der skete jo ikke noget.´ Og så var der dårlige dage, hvor han kunne blive vred eller ked af det og stikke af. Jeg gjorde, hvad jeg kunne for at foregribe eventuelle kriser, men det var aldrig til at forudse, hvornår noget ville gå galt. Det var (og er) frustrerende. Det er mit (naive, beskedne?) håb, at vi med den rette støtte og vejledning, kan reducere antallet af Juniors dårlige dage.

Nu giver det alt sammen mening. Jeg <em>ved</em>, at der skal tages specielle hensyn til Junior. Han opfatter verden anderledes end `normale´ børn. Han <em>er</em> speciel. På både godt og ondt. Men mest godt! Han er en normaltbegavet (og på nogle områder mere end normaltbegavet) dreng med en fabelagtig fantasi, et imponerende ordforråd (for en 7-årig), en fotografisk hukommelse (han kan lange replikker udenad fra alle hans yndlingsfilm), og så har han humoristisk sans. Og nogle smukke, kloge øjne.

Livet er ikke det samme som før diagnosen. Det er ikke `verdens undergang´ at have et handicappet barn, men jeg føler mig alligevel ramt. Og meget sårbar.

En gang imellem ville jeg ønske, at jeg havde en `normal´ søn. En gang imellem bliver jeg så træt af at have en dreng, der jo ældre han bliver, jo mere skiller han sig ud fra `de andre´. En gang imellem bliver jeg bare så ked af, at alle kan se, at der er `noget´, men ingen ved hvad, end ikke jeg - hans mor. Jeg forstår godt de undrende blikke, men jeg ved ikke, hvad jeg skal sige. For jeg kender ikke svaret. Jeg vil ikke undskylde hans aparte opførsel. Han gør jo ingen fortræd. Han er bare lidt sær.