Den Stille Pige & Juniors Verden

Så står man dér som forældre til et ny-diagnosticeret barn, og hvor er hjælpen henne? Den er dér. Et eller andet sted. Men ting tager tid. Og du må også selv mobilisere en del uanede kræfter på at finde frem til, hvad der er af muligheder for at komme videre. Der er mange fagfolk, der skal hjælpe på hver deres måde, og der skal samarbejdes på kryds og tværs. Men nu hvor diagnosen er stillet, ville det være en befrielse, om der var et krisecenter, man kunne henvende sig til med det kaos man føler indeni. I forvejen har vi ventet et helt år på at komme til i det børnepsykiatriske system, og når man så efter flere måneder med diverse undersøgelser bliver præsenteret for diagnosen, så er man nået så tilpas langt ned i følelsernes afgrund, at man godt kunne bruge noget hjælp - lige her og nu.

Det seneste år har været en kæmpebelastning for vores familie. Og årene før Junior blev indstillet til udredning på børnepsykiatrisk har ikke lige just været nemme. Som par er man slidt ned, som forælder er man slidt ned. Man har i den grad brug for omsorg, støtte og en skulder at græde ud ved. Hvorfor fanden skulle dette overgå os? Hvorfor skulle dette ramme os? Hvorfor? Men det er sådan det er. Vores barn er handicappet.

Hvorfor skal det tage et år at få stillet en diagnose? Det er ikke rimeligt, at børn (og unge) skal vente så længe i det psykiatriske system på at blive udredt, så de og deres familier kan komme videre i livet. Så længe man venter, befinder man sig i et ingenmandsland. Du ved ikke, hvad dit barn fejler, før der foreligger en diagnose. Du kan ikke begynde at gøre noget, før du kender diagnosen. Du er nødt til at kende dit barns handicap.

Nu befinder vi os påny i et ingenmandsland, mens vi venter på, at der skal blive taget stilling til Juniors skolegang. Vi venter på rådgivning og vejledning om det at være forældre til et handicappet barn. Vi venter på, at der kommer orden i kaos.