En mor ser rødt

Jeg burde egentlig søge et nyt job. Som koordinator. Jeg er faktisk i stand til at holde mange bolde i luften. Jeg fungerer som tovholder, og koodinerer møder og aftaler på kryds og tværs mellem en masse forskellige fagfolk. Jeg gør mig umage. Det er jo min søns fremtid, der står på spil.

Men jeg kan mærke, at jeg snart har opbrugt min tålmodighedskvote. Den pæne facade krakelerer, og jeg viser mig fra min absolut værste side. Den vrede mor. Rappenskralden. Rejekællingen. Jeg render “fra Herodes til Pilatus”. Skole. Fritidshjem. Skoleforvaltning. Socialforvaltning. “Ansøgning? Hvilken ansøgning? Det er da PPR.” Jeg vil gerne have svar på, hvornår min søn får støttestimer i skolen? Hvordan går det med den ansøgning? Hvor ligger den henne? Hvem er ansvarlig? Jeg vil gerne have svar på, hvornår min søn får støttetimer på fritidshjemmet. Hvor ligger den ansøgning nu? Hvem er ansvarlig? Kan vi nå det, inden næste udvalgsmøde? Måske har der været udvalgsmøde? Var ansøgningerne vedrørende min søn med i bunken af sager, der blev behandlet?

Hvad har jeg lært i dag? Jo, jeg har bl.a. lært, at lederen af fritidshjemmet er inkompetent. At vedkommende ikke har fulgt op på den ansøgning, der blev skrevet og sendt til Skoleforvaltningen i oktober 2007. Hvorfor har vedkommende ikke rykket for et svar? Hvis vedkommende havde gjort det, ville vedkommende nemlig have fundet ud af, at det IKKE er Skoleforvaltningen, der skal have den ansøgning, men Socialforvaltningen!

Og hvad så med den nye ansøgning, der blev skrevet og afleveret til PPR tidligere på måneden? Den skulle jo bare lige have en påtegning af skolepsykologen, og så skulle det ellers være i orden. Er den kommet videre? Havner den også hos Skoleforvaltningen, der ikke aner, hvad de skal stille op med den, og derfor lader den ligge?

Hvad sagde han?

Tidlig fredag eftermiddag ringede fritidshjemmet til mig. Pædagogen fortalte, at Junior var ked af det, og de ville lige høre, hvornår Junior blev hentet. Jeg fortalte, at jeg var på vej. Det havde egentlig også været en lidt kaotisk morgen, hvor Junior ikke rigtig ville afsted. Han ville afleveres i skolen, men vi holdt fast i, at han skulle afleveres på fritidshjemmet.

Børnehaveklasserne skulle på tur, og det havde de også været dagen før. Og det kan godt være lidt for meget af det gode for et Aspergerbarn, når der sker mange nye ting på en gang. Det kan være meget svært at rumme. Men for at få Junior afsted, måtte jeg til sidst love ham, at mormor ville hente ham et sted ude på turen. (Mormor bor i nærheden af det sted, hvor børnehaveklasserne skulle hen.) Nu havde jeg ganske vidst IKKE talt med mormor om det, og jeg kunne heller ikke vide, om hun havde tid til at hente Junior. På fritidshjemmet fortalte en af pædagogerne mig, at en person, der en kort overgang havde fungeret som støtte for Junior i skolen, skulle med på turen – for Juniors skyld. Så kunne det da ikke gå helt galt.

Turen havde da også været OK, fortalte Junior senere. Men han syntes egentligt, at det havde været lidt kedeligt.

Men tilbage til eftermiddagen. Jeg kom hen på fritidshjemmet, og fandt Junior inde på kontoret. Han var ked af det og havde tårer i øjnene. Pædagogen, der havde ringet, fortalte, at Junior var ked af det. At der var nogle store drenge, der havde drillet ham. Men Junior kunne ikke udpege dem. Han græd og spurgte, hvornår han skulle skifte skole. Og jeg fortalte ham, at det skulle han efter sommerferien. Pædagogen holdt en kop med vand i og gav den til Junior. Junior tog en tår af vandet, og så sagde han noget med koppen for munden, som jeg ikke kan beskrive nærmere end “gloppelgloppel”. “Undskyld, men hvad sagde du?”, spurgte jeg Junior. Han gentog stadig med koppen for munden: “gloppelgloppel”. Det lød så sjovt, at pædagogen og jeg kom til at grine, og jeg efterlignede det Junior sagde. Og nu begyndte Junior selv at grine. Så det endte med, at Junior var en glad dreng, da vi gik. Og han fortalte livligt om turen på vejen hjem.

Smøleri

Jeg regner med, at Junior får tildelt nogle støttetimer på fritidshjemmet den resterende tid han har tilbage, inden han skal i specialklasse/specialskole. Jeg mener; den første ansøgning, der blev sendt til forvaltningen, valgte “man” jo at ignorere. Men da havde han jo heller ikke en diagnose. Der var kun en mistanke. Og en vurdering fra PPR. Men nu er der en diagnose. Og en ny ansøgning om støttetimer. Og forresten – er det helt i orden at undlade at hjælpe et barn, så længe der ikke findes en diagnose? For hvis det er, så vis mig den paragraf i bekendtgørelsen, hvor det står.

Mistanken

Kort tid efter at Junior havde fået sin diagnose, indkaldte vi til et forældremøde på skolen. Det var ikke alle klassekammeraternes forældre, der kom, men langt hovedparten af de fremmødte udtrykte sympati, for det vi havde været igennem. Nogle af forældrene var lidt bekymrede for, hvad det betød for deres barn, at Junior gik i klassen; om ikke han krævede mange ressourcer?

Jeg tænker lidt på, at de forældre, der ikke kom til mødet, <em>kunne</em> sidde inde med en speciel insiderviden om Juniors diagnose, hvor de så kan have fået den fra. Men min mistanke  – eller paranoia om man vil – bygger på, at nogle af de fraværende forældre sidder i skolebestyrelsen og/eller er venner med nogle, der sidder der, og måske har de af den vej, fået nogle informationer, som vi altså ville have foretrukket at fortælle selv. En fjer kan let blive til frem høns!

Nå, jeg skal ikke gøre mig unødige bekymringer om det. Men jeg HADER sladder!

Forkert nummer

Når mit barn er i skole, har jeg en forventning om, at den har de fornødne ressourcer og kan tage vare på ham, og håndtere ham, når der opstår kriser. Når mit barn er i skole, vil jeg helst ikke ringes op af skolens personale og få at vide, at mit barn sidder på skolens kontor, fordi han har en dårlig dag. Men det er sket nogle gange, og det skete igen i går. Hvis de havde forventet, at jeg ville komme springende og hente mit ulykkelige barn, så måtte de tro om igen! I øvrigt skulle barnets far og jeg til samtale med skolepsykologen – uden barnet. Så skolen måtte finde ud af løse krisen på egen hånd, og det fortalte jeg dem. Han var deres ansvar til klokken 13.00. Og i øvrigt havde jeg aftalt med mit barn, at han ville blive hentet på fritidshjemmet senest kl. 15.15 alt efter, hvor længe mødet med skolepsykologen varede. Var det hjerteløst af mig? Skulle jeg være sprunget op på cyklen og være kørt af sted til skolen for at hente mit barn? Jamen, hvad så med næste gang skolen ringer? Og næste gang? Fordi skolen mangler ressourcer til at påtage sig opgaven med et sårbart barn med en gennemgribende udviklingsforstyrrelse? Det er ikke forældrene skolen skal ringe til. Ring til kommunen! Ring til Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og fortæl dem, hvor svært det er! Ring til dem og fortæl dem, at I ikke magter opgaven!

Skoleskift

Junior til far inden han skal sove: “Nå, hvordan gik mødet i dag?”.
Far: “Skolepsykologen er ved at finde en anden skole til dig.”
Junior: “Godt. Det er sådan jeg vil have det.”

Selvindsigt

Junior til skolepsykologen: “Jeg vil gerne gå i skole her, men de andre børn gør det svært for mig.”

Kortslutning

Jeg ville ønske, at jeg kunne forstå min lille dreng, og det kaos, der ind imellem bryder løs i hans hoved. For at få ham tilbage i skolen, var jeg med ham i skole i går i sidste lektion. Det gik jo fint. Han lavede sine opgaver hurtigt. Han arbejder faktisk ret koncentreret og målrettet. Nogle af de andre børn sad og kastede med viskelæder eller stjal hinandens blyanter. Sådan er Junior ikke. Han opfører sig pænt.

I dag tog jeg med ham i skole igen. Begge lærere var syge, så der var én vikar på – og så mig. Sikke en mangel på disciplin, der var i klassen. Vikaren prøvede at få ro i klassen, men der var nogle, der bare blev ved med at fjolle og forstyrre. Det var irriterende, og jeg kan godt forstå, at vikaren måtte tale med store bogstaver til nogle af børnene. Junior rakte hånden op, og da han fik lov til at tale, sagde han; at “man skal huske at høre efter, hvad vikaren siger.” Vikaren smilede og roste ham. Ja, jeg blev da også lidt stolt over, at han sagde det. For han kan være så fornuftig. Nogen gange.

Men i det første frikvarter gik det galt for Junior. Det er gerne i frikvartererne, at han kommer til kort. Fordi han ikke mestrer at være sammen med mange børn på én gang under ustrukturerede former. Han og jeg var sammen med tre pige fra klassen, der ville sjippe. Det gik også fint, men så ville Junior hen til sit foretrukne frirum i gården, og da jeg ikke var hurtig nok til at tyde hans signaler om fred og ro, stak han af og løb ud af skolen, hvilket jo er forbudt. Det fik selvfølgelig flere børn til at stimle sammen og undre sig over, hvorfor han var stukket af, og de spurgte mig, hvorfor han var ked af det. “Jeg ved det ikke. Jeg tror heller ikke, at han selv ved det”, svarede jeg. Pludselig bliver han styret af ufornuft. En gårdvagt kom hen og talte med mig, og vi talte lidt om hans diagnose, og jeg fortalte, at vi snart skal på kursus.

Det tog lang tid at få ham tilbage, og da græd han stadig. Han ville ikke gå på en skole, hvor “de store drenge var efter ham”. “Jamen jeg har været med dig i hele frikvarteret. Der er ingen store drenge, der har drillet dig eller været efter dig.” Nej, men når jeg ikke var der, så…  “Så hvad?” Han bliver ved med at sige, at han bliver drillet. Men er det ikke snarere noget, der foregår i hans hoved? Er det virkeligt? Jeg får ondt af min lille dreng, men mærker også en voldsom irritation. Fordi jeg er magtesløs. Fordi jeg mærker, at jeg IKKE kan gøre en forskel. Og jeg fortryder, at jeg er taget med ham i skole. Jeg ville hjælpe ham, men i virkeligheden kan jeg ikke hjælpe ham. Vi taler længe. Og han kan høre på min stemme, at jeg er irriteret. Irriteret på mig selv over, at jeg ikke kunne nå at bremse dette anfald. Irriteret over at jeg ikke kan forstå, hvad der foregår inde i hans hoved. Forstå, så jeg kan nå at handle, inden han får sine anfald og stikker af. Det går op for mig, at jeg ikke er nogen som helst støtte for ham. Derfor er jeg vred. På mig selv. Men han hører en vred mor. “Hvorfor er du vred på mig, mor?” græder han. “Jeg er ikke vred på dig”, siger jeg (men min stemme afslører mig). “Jeg kan bare ikke forstå dig”, siger jeg. “Hvorfor skal jeg gå på en skole, hvor de store drenge er efter mig?” græder han. “Vi skal nok finde en anden skole til dig”, svarer jeg – desperat. “Men man kan ikke skifte skole med det samme. Det tager noget tid. Og så er det ikke noget far og jeg bestemmer. Det gør skolepsykologen.”

Jeg går med ham hen til skolepsykologens kontor, og vi banker på døren. Men skolepsykologen er der ikke. Jeg ville tale med skolepsykologen, som så kunne se, hvilken tilstand han var i.

Vi går tilbage til gangen. Han græder ikke mere. Men han siger, at han har brug for at hvile sit hoved. Det går op for mig, at jeg er med til at fastholde ham i hans sindstilstand. Og det, at jeg siger noget, bare forværrer hans tilstand. Han har brug for at hvile sit hoved! Han har brug for,  at jeg tier stille… Da beslutter jeg, at vi hellere må tage hjem. Jeg kan ikke hjælpe ham ved at være med ham i skole. Og i morgen kommer han i skole – uden mig.

Inklusion for enhver pris

Jeg troede, at han havde haft en god dag. Men ved aftentide bryder hans verden pludselig sammen, og han vil ikke i skole. Hvorfor kan de voksne (lærerne) ikke passe på ham? Han græder og er utrøstelig. Vil bare ligge i sin seng og skamme sig. Og vi kan bare fortælle politiet, at han ikke vil i skole. Han er meget ulykkelig.

Efter et stykke tid lykkes det at få ham i nattøjet, og jeg ringer til hans lærer for at fortælle, at jeg tager med ham i skole i morgen – hele dagen. Efter en kort samtale ender det med, at vi aftaler, at han bliver hjemme fra skole de næste par dage.

Der må findes en løsning. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Han skulle absolut inkluderes i en almindelig klasse. For der var jo ingen diagnose på det tidspunkt. Kun en mistanke. Nu er der en diagnose. Og et barn der har det meget dårligt psykisk. Mit barn betaler en meget høj pris.

Plads til alle i folkeskolen?

Det er dagen derpå. Dagen efter at Junior fortalte mig, at hans klasselærer havde sagt til ham: At hvis han blev ved med at løbe væk, så skulle han gå på en anden skole.

Jeg troede, at det skulle være grelt, før man gav op. Jeg troede, at man skulle have en møgunge, der terroriserede sine kammerater i klassen og i frikvartererne.

 Jeg troede, man skulle have et barn på sinkestadiet (ikke et ondt ord om børn, der er udviklingshæmmede!), der ikke kunne følge med i undervisningen.

Jeg troede på, at hvis vi – hans forældre – gjorde alt for at informere om hans adfærd, før han begyndte i skolen, så ville skolen være rustet til at håndtere et barn som ham. For han er ikke udviklingshæmmet; men han har måske en udviklingsforstyrrelse. Forskellige tests viser, at han er godt begavet – over middel for hans alder.

Men er der plads til Junior i den almindelig folkeskole? Hans folkeskole vil hellere spare penge end ofre det, det koster at have et velfungerende barn. De vil ikke give ham støtte, før der foreligger en diagnose.<em> Hvis </em>han får en diagnose.

Det er muligt, at hans skole har givet op – og lader stå til. `Går den, så går den.´Men jeg giver ikke op. Jeg vil kæmpe – indædt – for at han skal få den støtte jeg mener han har behov for. Jeg vil helst ikke ende med at tænke, at vi valgte forkert, da vi valgte folkeskolen frem for en privatskole.