Den Stille Pige & Juniors Verden

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal skrive det. For jeg ved ikke, hvordan jeg selv har det med det. Ved ikke om jeg skal danse af glæde eller græde af lutter frustration? Junior har fået plads i en specialklasse efter sommerferien. Aha! Så burde jeg da være glad, ikke? Nå, ikke? Jeg er splittet! Hvad med det frie skolevalg? Hvad med at høre forældrene? Der blev sagt “specialklasse” til mødet med skolepsykologen, og hvis der ikke er plads der, så skulle der findes en specialskole. Nå, man fandt en plads i en specialklasse på en almindelig folkeskole. Jeg havde mest håbet på en specialskole. Ikke en specialklasse. Hvorfor er vi ikke blevet spurgt, hvad vi ønsker? Jeg føler, at man har truffet en beslutning hen over hovedet på os forældre. Men jeg vil se skolen, se klassen, tale med lærerne og pædagogerne. Hvordan er eleverne? Er de normaltbegavede eller er det en blandet landhandel? Har vi noget valg? Er det et tilbud vi ikke kan afslå?  Og hvorfor får jeg den der følelse af, at det hele drejer sig om kassetænkning?

Meningen med specialklasser er sikkert god nok. De elever, der ikke passer ind i normalitetsbegrebet, kan få en plads sammen med andre `unormale´, de utilpassede, de besværlige, de urolige, de støjende, de forstyrrede, de forstyrrende, de retarderede, de overbegavede etc. Men hvorfor kommer jeg til at tænke på kz-lejre, når jeg hører ordet specialklasse? Ikke at jeg på nogen måde vil sammeligne det, der foregik i kz-lejrene med det, der foregår i specialklasser. Når jeg skriver kz-lejre forbinder de fleste af os det med nazisternes koncentrationslejre. I kz-lejrene udryddede man systematisk alle dem, man anså for at være fjender af systemet. Alle der var “forkerte” i systemets øjne blev interneret i udryddelseslejre og udryddet. Man kan naturligvis ikke sammeligne specialklasser med kz-lejre. Formålet med specialklasserne er at hjælpe de svage elever ved at fokusere på deres stærke sider og støtte dem i at udvikle deres svage sider. I specialklasserne er der færre elever, og dermed bedre tid til at tage sig af det enkelte barns særlige behov. Jeg tror, det er bedst for Junior at komme i en specialklasse eller på en specialskole. Jeg bryder mig bare ikke rigtig om tanken, at han på en eller anden måde dermed bliver udstødt fra det store fællesskab, hvad det så end er. Jeg skal lige vænne mig til tanken. For jeg ved, at det er til hans eget bedste, at han får ro til at udvikle sig på sine egne præmisser sammen med andre børn, der minder om ham selv.

Det lyder så flot. Den rummelige folkeskole. Inklusion. Plads til forskellighed. Plads og udfordringer til alle. Skolegang i barnets nærmiljø. Omgivelserne skal “bøje” sig mod den inkluderede elev og ikke omvendt. Hvad er det andet end ord? Hvad med noget handling? Hvad med ressourcerne?

Der kan bevilliges op til 12 støttetimer om ugen til barnet med særlige behov. Men sådan ser virkeligheden jo ikke ud. Børnehaveklassebørn går i skole 20 timer om ugen. Og hvad med støttetimer i de timer barnet er på fritidshjem? Nogle børn vil kunne klare sig med de 12 timers ugentlige støtte. Andre med færre timer, og andre har behov for støtte i alle timer. Så længe man ikke ser på det enkelte barns behov, så længe der ikke bliver bevilliget det rette antal støttetimer til barnet, så er inklusion en illusion og dømt til at mislykkes. Alle taber noget ved det. Barnet oplever mange dårlige skoledage. Og forældrene oplever, at det bliver en kamp at få barnet i skole.

Det er ganske enkelt umuligt at få en firkantet klods til at passe ned i et rundt hul. Man skal i hvert fald presse den ganske meget, og den firkantede klods bliver skrammet og ridset, og den bliver ved med at være en firkant uanset hvad man gør.

Jeg så gerne, at min søn blev integreret i en almindelig folkeskole, hvor der også var plads til børn som ham. Men det kan ikke lade sig gøre, når der ikke er ressourcer til at møde ham på hans præmisser. Det kræver tid, penge og specialviden at sikre en vellykket integration af børn med autismespektrumsforstyrrelser i en almindelig folkeskoleklasse.

I næste uge ved vi, om han får en plads i en specialklasse i en almindelig folkeskole efter sommerferien. Eller om der skal findes en plads til ham på en specialskole.

Jeg troede, at han havde haft en god dag. Men ved aftentide bryder hans verden pludselig sammen, og han vil ikke i skole. Hvorfor kan de voksne (lærerne) ikke passe på ham? Han græder og er utrøstelig. Vil bare ligge i sin seng og skamme sig. Og vi kan bare fortælle politiet, at han ikke vil i skole. Han er meget ulykkelig.

Efter et stykke tid lykkes det at få ham i nattøjet, og jeg ringer til hans lærer for at fortælle, at jeg tager med ham i skole i morgen - hele dagen. Efter en kort samtale ender det med, at vi aftaler, at han bliver hjemme fra skole de næste par dage.

Der må findes en løsning. Og det kan ikke gå hurtigt nok. Han skulle absolut inkluderes i en almindelig klasse. For der var jo ingen diagnose på det tidspunkt. Kun en mistanke. Nu er der en diagnose. Og et barn der har det meget dårligt psykisk. Mit barn betaler en meget høj pris.

Hvad vil vi vælge, hvis vi overhovedet har nogen som helst indflydelse på Juniors videre skolegang? Integration i almindelig folkeskole (der er han nu) eller specialklasse eller specialskole? Specialklasser er for svagt til moderat fungerende børn. Junior er normalbegavet. Derfor ønsker jeg specialskole. Min søn skal have det bedste. Ikke det næstbedste. Men der skal spares. Hvis den billige løsning ikke virker, så kan det jo være, at man vil overveje den dyre løsning. Spar os for for mere ventetid. Spar os for flere frustrationer. Spar Junior for flere frustrationer over dårlige skoledage. Vælg den bedste - og dyreste løsning. TAK. Nogle gange er der bare sammenhæng mellem pris og kvalitet.

En dag accepterer jeg nok, at min søn er handicappet. Men lige nu har jeg ret svært ved at forlige mig med hans diagnose: Gennemgribende udviklingsforstyrrelse. Hans udviklingsforstyrrelse griber nemlig godt og grundigt ind i hans, mit og vores liv.

Der er mange fagfolk involveret. Fagfolk, der bl.a. skal være med til at afgøre hans fremtid i skolesystemet. Kan han fortsætte i den klasse han går i? Eller vil en specialklasse være det bedste tilbud?

Javist kan jeg finde solstrålehistorier om personer med Aspergers syndrom, som har klaret sig godt eller fremragende. Men jeg kan også finde historier om det modsatte. Jeg har haft næsten fire uger til at lære at leve med diagnosen. Det er svært. Jeg har øjeblikke, hvor jeg føler mig snydt. Det var ikke sådan det skulle have været. Jeg skulle have haft et normalt barn. Et normalt barn, der passer ind i en normal skole osv. Et barn som ikke vækker opmærksomhed med sine gammelkloge bemærkninger og betragtninger. Jeg ER blevet snydt! Hver dag bliver jeg mindet om, at han ER anderledes og altid vil være det.

Med massiv støtte fra os hans forældre, lærere og pædagoger kan han udvikle sig og måske en dag blive astrofysiker (det er hans fars drøm!). Selv er Junior knap så ambitiøs; han taler om, at han måske ikke har lyst til at have et arbejde, når han bliver voksen. Måske fornemmer han, at han vil have det svært på en arbejdsplads, hvor man skal være i stand til at begå sig blandt mange forskellige mennesker og med mange uskrevne regler? Han har i hvert fald brug for at være på en arbejdsplads, hvor man kan se de specielle kvaliteter Aspergere har og som er deres store ressource.

Det er måske det, der holder mig oppe midt i sorgen; at jeg vælger at tro på, at nogen (samfundet!) en dag vil kunne se, at han rummer nogle særlige kvaliteter, selvom han på nogle områder er handicappet i svær grad. Hvis han får den massive støtte han har behov for, så vil han en dag være i stand til at bidrage med noget værdifuldt.